Endelig er julen ved at være overstået. Jeg har virkeligt haft det dårligt. Jeg holder bestemt ikke af jul. Faktisk er det den værste uge i hele året. Jeg får stress af det. Du ved det der med, at man skal købe julegaver pynte op være sød og kærlig. Især det sidste har jeg temmelig svært med. Det der med at være sød. Marcipansød. Jeg kan ikke. Grunden?
Så falsk
Jeg synes, at det her med, at vi lige pludselig leger, at vi er en stor familie med tætte relationer mellem os, er noget hykleri. Jeg kan bare ikke være med til det. Jeg har forsøgt. Men det går ikke. Jeg bryder mig ikke om min søster eller hendes mand. Jeg bryder mig ikke om min lillebror. Eller hans kæreste. Og i ca. 50 uger ud af årets 52 har vi sådan set ikke kontakt til hinanden. Så hvorfor skal jeg tvinges ind i det ræs, som de selv vælger at deltage i? I de mørkeste uger af året?
Jeg forstår det ikke. Men jeg bliver tvunget ind i det. Måske fordi jeg ikke selv vil erkende, at jeg er nødt til at indrømme, at jeg ikke selv er en god bror.
Coaching mod stress
Jeg får bogstaveligt talt stress af alle tankerne om det. Sidste år var jeg kvik nok til at søge hjælp. Jeg gik i, et stresscoaching forløb allerede i slutningen af oktober. Jeg vidste jo, hvad der ville komme. Jeg vidste, at jeg ville blive sur og deprimeret. Jeg vidste, at jeg ville blive skuffet over mine søskendes opførsel. Jeg vidste, at jeg bare måtte sige fra overfor presset. Og det har jeg så lært at gøre. Allerede sidste år. Og jeg er taknemlig. Jeg har det godt med det. Og mine søskende har det også fint med, at de ikke længere skal føle sig forpligtiget overfor mig.