Min postkasse er som regel fyldt med reklameblade, når jeg kommer hjem. Jeg har et arbejde, som fører mig hjemmefra i 5 eller 6 dage om ugen. Så når jeg kommer hjem, er postkassen fyldt med regninger og reklamer.
Når jeg kommer hjem, så er det første jeg, gør, er at tømme postkassen. Mange af reklamebladene ryger direkte i skraldespanden. Regningerne og de få reklameblade, som har noget, der fanger mit blik på forsiden, kommer med ind.
Posten tjekkes
Når jeg har fået tømt min kuffert og sat god musik på, og mens jeg tænder grillen, sætter jeg mig til at kigge posten igennem. Jeg skal lige sige, at jeg griller på alle årstider. Jeg er heldig og har en overdækket terrasse, så jeg kan grille i sol og regn. Vind og gråvejr. Jeg har altid noget kød, som jeg marinerer, og så har jeg lært at sørge for at købe grøntsager på vej hjem fra lufthavnen.
Mens kullene på grillen bliver varme, læser jeg så min post. Regningerne ryger over i bunken med ’to-do’. Dem kan jeg altid klare, når jeg har lyst. Alt, hvad der har med regninger at gøre, sker over internettet. Så det er ikke noget problem.
Tøj til store mænd
Reklamebladene kigger jeg hurtigt igennem. Der er som regel tilbud på skåret pålæg. Det bruger jeg ikke. Jeg køber ikke pålæg. Det er pumpet med vand, og jeg synes ikke, at det har smag. Men i går så jeg en reklame, der vakte min opmærksomhed: ”Tøj til store mænd.” Der var nogle fotografier af bukser og skjorter. Og nogle priser, som sagde: ”Hey, her skal du lige kigge efter.”
Nu er jeg ikke i den helt store kaliber, men alligevel. Jeg kan godt få brug for stort tøj. Jeg har jo lagt mærke til, at min livrem begynder at få den der foldning, som siger, at den ligger mere vertikalt en horisontalt om mit liv. Og jeg kan også godt se på badevægten, at jeg faktisk burde gå på kur.
Det er en af ulemperne ved mit arbejde. Jeg bruger mange nætter på hoteller. Og dermed spiser jeg også ude. Og jeg spiser ikke altid sundt.
Sidst jeg var til sundhedstjek, fik jeg også at vide, at hvis jeg ikke passer på, så vil firmaet fjerne en af mine stjerner på skulderbåndet.
Det er såmænd OK
Egentlig er jeg lidt ligeglad med det. Det er ok, hvis jeg bliver nedgraderet. Jeg har tjent tilstrækkeligt med penge til at kunne klare mig i et år uden en indkomst. Jeg er bare så træt. Træt af at være på vagt. Træt af at tage ansvaret hele tiden. Og i virkeligheden har jeg mest lyst til bare at gå herhjemme i shorts og flipflops og grille og lytte til musik. Uden at skulle tænke på, at jeg bliver for fed, kommer ud af form og får et dårligt helbred. Når man har rejst så meget, som jeg har, så gider man ikke længere at kæmpe for status og penge. Man vil bare have fred. Og lov til at gå i tøj, der ikke er til små, smarte løver, der tror, de kan alt.
