Måske synes hele min omverden, at jeg bare er en sur gammel dame. Og ja, jeg kan være sur som 10 kg citroner. I dag er jeg virkelig sur. Jeg er sur over at se, at unge mennesker ikke har lært, hvad der er korrekt, og hvad der er forkert. Fx så jeg en artikel på nettet. Den var skrevet af en ung mand. Han anklagede et eller andet firma for at være svindlere og at snyde folk.
Injuriende
Han brugte nogle meget store ord. Det var åbenlyst, at han havde haft en dårlig erfaring med et produkt, han havde købt hos firmaet. Men derfra og til direkte at skrive en masse injurier på en offentlig tilgængelig platform er der altså langt. Min mening er, at man ikke skriver, at den eller den er en svindler, fordi man har haft en dårlig erfaring med et produkt. Det kan jo tænkes, at produktet har været defekt fra fabrikken. Det sker jo.
Det er jo også mennesker, der styrer samlebåndene ude i Kina. Og der kan ske fejl, selvom det ikke forventes. Og det kan forhandleren af produktet jo ikke vide. Han får jo varerne hjem i deres originalindpakning. Og jeg går ud fra, at forhandleren ikke åbner alle varerne for at tjekke, om de er ok. Det vil jo tage ekstremt meget tid. Tag nu de der forhandlere af mobile telefoner. Smartphones. Der bliver jo solgt i tusindvis hver uge. De kan da ikke tjekke, at alle de telefoner virker 100%.
En tur i nævnet?
Egentlig, så synes jeg, at den unge mand, som netop havde haft en dårlig erfaring med en eller anden elektronisk gadget, han havde købt, burde kaldes ind til ungdomskriminalitetsnævnet, og sigtes for injurier. Der er langt fra at være svindler til at være en travl forhandler af populære produkter.
Hvorfor har han ikke lært, hvad der er rigtigt og forkert? Hvis han nu havde skrevet, at han var skuffet over at modtage et defekt produkt, så ville han jo ikke risikere at skulle til møde i ungdomskriminalitetsnævnet. Den risiko løber han nu. Jeg håber virkeligt, at hans forældre har en god advokat, der kan bistå ham og dem, hvis de bliver indkaldt. Jeg kunne jo se, at han refererede til et meget stort firma. Og den slags store brands vil da ikke udråbes som svindlere. Hvis de ser hans artikel, så vil de helt sikkert sagsøge. De har ikke lyst til at blive udråbt som svindlere. Sådan er det bare. Hvorfor har den unge mand ikke været opmærksom på det? det er jo en injuriesag?
Undrer mig
Ja, jeg spørger bare. Og jeg undrer mig over, at de unge mennesker tør udtale sig så bramfrit. På skrift. Et er, hvad man siger verbalt. Det kan oftest bortforklares. Noget helt andet er, hvad man skriver.
Sig mig lige en gang: Er det bare mig, der undrer mig over det, eller er der tale om, at folks tolerencegrænser er blevet flyttet så meget, at vi skal finde os i at blive kaldt for det ene eller andet krænkende? Hvis det er tilfældet, så melder jeg mig ud og holder mig til mine bøger.
