Benny er ikke anderledes end de fleste andre unge knægte på meget snart 16 år: Hans største ønske er at få en knallert. Det har det været i flere år, så han har selv sparet en ganske pæn sum penge op, så han nu har kunnet købe den knallert, han har ønsket sig.
Lige siden han var 13 år, har han haft et job efter skoletid med at bringe den lokale eftermiddagsavis ud til abonnenterne. Han har endda haft to ruter med i alt dobbelt så mange aviser som på de fleste budruter. På den måde har han ved sin egen flid tjent godt med penge, som han har været fornuftig nok til at spare de fleste af op på en konto i banken.
Gennem de seneste uger har han deltaget i ungdomsskolens kursus, som er en forudsætning for at erhverve sig et knallertbevis, og her for et par dage siden bestod han prøven og modtog sit knallertbevis.
Og i går skulle det så være: Vi skulle ud at købe en helt ny knallert, som Benny har sparet op til. Jeg havde på forhånd lovet ham at tage med, så han var helt sikker på, at handelen blev gennemført rigtigt.
Indehaveren af den knallertforhandling, vi besøgte, lovpriste Bennys valg af mærke og model, men det var ret beset overflødigt, for Benny havde for længst besluttet, at det skulle være lige præcis den knallert. Handelen blev gennemført, og forhandleren spurgte, om han skulle hjælpe med at få tegnet en knallertforsikring. Det kunne gøres på stedet, fordi han havde en aftale med et forsikringsselskab om det, og så kunne Benny får en foreløbig police, så han helt lovligt kunne køre hjem fra forhandleren på den nye knallert.
Vi valgte et gøre det på den måde, selv om jeg på forhånd havde regnet med, at han skulle tegne den nødvendige forsikring i det selskab, hvor jeg i forvejen har min udmærkede bilforsikring. Ved et tilfælde viste det sig så i øvrigt, at det var netop det selskab, forhandleren havde en aftale med, så vi fik opfyldt alle ønsker.
Forhandleren ville selvfølgelig også gerne have solgt en styrthjelm til Benny, men det fik han nu ikke lov til, for Benny købte en hjelm allerede for nogle måneder siden, så den side af sagen var i orden.
Vi fik afsluttet handelen, og Benny var ikke til at styre på en halv tønde land, da han efterfølgende kunne sætte sig på knallerten og køre de knap fem kilometer hjem. Jeg havde det fint med, at både forsikring og styrthjelm var i orden, men jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig for at formane min søn om at køre fornuftigt og se sig godt for i trafikken.
Selvfølgelig vidste jeg godt, at mine formaninger hverken gjorde til eller fra, men som far kan man nok alligevel ikke lade være. Benny kom da også helskindet hjem og viste stolt sin nyerhvervelse frem for sin mor, der er lidt bekymret for, at han har fået knallert. Selv stoler jeg på, at knægten vil gebærde sig fornuftigt i trafikken.
